Tilgængelige hjerter kan heale

I en tid hvor vi alle ofte stresser på job, i det private med familien og i det personlige, så kan vi have brug for at stoppe op, vende blikket indad og trække vejret dybt.

Det kan være lettere sagt end gjort, fordi angsten for ikke at nå det hele kan være dominerende og kan fylde i både sind og krop. Vi føler os nærmest forpligtet til at skulle være der for alle, udrette utalige ting i vores hverdag og sjældent giver vi os tid og rum til at slappe af og virkelig trække i håndbremsen.

Mange mennesker, om det er ældre eller unge føler sig meget ensomme og har brug for én at tale med, én som netop ikke er fyldt op med travlhed og gøremål, men som kan være tilstede, nærværende og lytte med et tilgængeligt hjerte.

At føle sig set og hørt af et andet menneske kan udrette mirakler. Det kan virke banalt og simpelt, men på trods af det åbenlyse i ovenstående, så formår de færreste egentlig at være der for en anden ubetinget og med evne til at tilsidesætte sig selv og sine egne behov og ønsker.

Når vi lytter til et andet menneske med både sind, krop og hjerte, så sætter vi vores intention til at give vores fulde opmærksomhed til vedkommende; vi tvinger os selv ind i nuet, bruger og styrker vores vilje til at fastholde os selv i relationen, og går op imod enhver tilskyndelse til at distrahere os selv væk fra personen.

For det er netop kvaliteten af vores opmærksomhed og medfølende hjerte der sætter sit spor i den vi taler med, og det afhænger af vores kapacitet til at modtage den anden med forståelse, accept og omfavnelse, som skaber rammen for den naturlige healing.

Previous
Previous

Tillid til livet åbner døre