En hyldest til vor skaber

Er det ikke forunderligt, at solen altid skinner bag de sommetider grå skyer?

En konstant kilde til varme, glæde og næring. En kilde som ligger bag alt slags skiftende vejr, om det er regnvejr, solskinsvejr, torden, blæsevejr, snevejr, så skinner solen så stærkt som den altid har skinnet og intet kan stoppe den.

Og vi kan ikke altid se den, men den er der og det ved vi. Vi ved den er der og vi ved at uden den så ville vi ikke være i stand til at være i live her, men alt liv på vore klode ville forsvinde og dø ud.

Kender vi solen? Dens væsen? Hvorfor den har valgt at skinne på og for os? Hvorfor gør den det?

Jeg forundres over denne sol, fordi den ofte er uset og dog nogle steder i verden så er den altid set, men dog forglemmer vi dens tilstedeværelse måske fordi vi tager den forgivet? Den har jo altid været der? Eller har den?

Det kan virke absurd at vi har travlt med at forgude alskens menneskelige idoler, artister, guruer, politikere, religiøse ledere som alle ikke kunne ytre blot ét ord eller tanke hvis ikke solen gav dem lov, gav dem liv, gav dem muligheden.

Hvorfor kigger vi ikke til solen? Den gør ikke andet end at skinne for os. Ubetinget. Altid. Som en Hånd der rejser sig fra jordens støv og viser det Ukendtes Kærlighed og Omsorg for alt Liv allevegne.

En Kilde til Liv.. som altid fortjener vores hyldest!