Det smukke i livet

Morgenlyset finder sin vej forbi gardinerne, lander så fint på min dyne og skinner mig dybt i øjnene, som for at sige, at ingen nat og intet mørke kan forhindre mig i at skinne og lyse for alt Liv allevegne.

Det kan være smukt at indse at noget større end os selv vil os det absolut bedste og at dette større ikke opgiver sin mission om at konvertere al tvivl og frygt i os til en dyb, dyb erkendelse af Livets Godhed og Overvældende Overflod af Generøsitet.

Jo mere vi trænger os ind på tilværelsen jo mere vil den elske og søge os. For er det ikke sådan, at det vi søger automatisk søger os? Har vi ikke allerede bedt den vi søger om at komme til os da vi startede vores søgen?

Og mon ikke vi kan sige at hvis vi søger det smukke her i tilværelsen at dette smukke uanset skikkelse, form eller udtryk, så vil det søge at nærme sig os? Og hvis dette er tilfældet, måske vi skulle passe på med at dømme det vi møder og anse enhver person, enhver hændelse og situation og møde som en mulighed, hvormed det smukke jo så sandelig kunne være i gang med at vise sig?

Livet er forunderligt synes jeg .. en række af begivenheder som alle peger på én selv og som forklarer det uforklarlige i et virvar af symboler og utallige spejle.

Det smukke kan snige sig ind på én, vække én op, granske ens sjæl helt ind til knoglerne og dér, så bliver smerten pludselig en nydelse i tilnærmelsen af sig selv og det allerinderste her i Livet.