At tjene hinanden

Det kan vel siges at lykken består i at give væk ikke blot det man har, men også det man umiddelbart ikke har, og så lade sit eget bæger blive fyldt til randen med det man i god tro turde give fra sig, selvom det syntes umuligt.

Med andre ord er det min oplevelse at lykken kommer til mig når jeg er noget for en anden som den anden ikke kan være for sig selv. Når jeg repræsenterer noget der kan udfylde den andens behov og give slip på mig selv, gradvist, ud i en glemsomhed som hen af vejen vil absorbere mig og efterlade mig med en tilfredsstillelse af at være noget eller nogen for en anden.

Dog pudsigt det er, at før man kan være noget eller nogen for andre, så skal vi først glemme hvem og hvad vi er, for så at blive, som den usynlige butler, en tjener af folket, uset og tilsyneladende ubetydelig.

For som vi ved så bliver de fleste gode gerninger gjort i det skjulte uden megen spotlight eller tanke derpå, og når det handler om alle tragedierne og dårligdomme vi enten løber løbsk med eller får øje på, tja, så vælter kritikken hen over én, og de hårde blikke nedstirrer ens hver bevægelse, som var det et træk hen imod selv samme triste ugerning.

Dette synes at være godhedens skæbne, at den ikke får megen omtale af forskellige grunde og at den bedst tjener hinanden imellem linjerne og i det usagte. Måske blot det fortæller os at hvad der er værd at huske og mindes om forekommer at være så banalt og ligetil, medens den fæle lugt fra alle vores uperfekte sider skriger højest.

Men på trods af hvordan andre skuer til én, så kan ingen sjæl fratage os den sejr det er at vide man har tjent en anden, eller med andre ord, tjent Livet.