Kærligheden gives indefra

Jeg tænker vi alle søger kærligheden på én eller anden måde, og uanset hvordan vi prøver at få den, så er vi i bund og grund på jagt efter denne skat.

Det er vel nok menneskets lod, måske, at forvilde sig i denne søgen og jagt da vi oftest kigger udad, væk fra os selv, i forsøget på at få lidt kærlighed fra andre eller en eller anden form for anerkendelse og næring.

For mit vedkommende er det en vedvarende proces og ihukommelse, at huske mig selv på, hvis jeg kan, at den permanente kærlighed skal komme indefra, som et hav der ikke kan tømmes og altid søger land, hvor den kan skylle og velsigne enhver der måtte være forbipasserende og tørstig - og hvor det der er givet så sandelig returneres tilbage igen til havet og endda i større overflod.

Men det er heller ikke altid nemt i parforhold, hvor et sundt forhold gerne skulle være en balance mellem at give og modtage fra sin partner. Hvor begge søger at tage sig af hinanden, men ikke fra et sted indeni, hvor der er mangel, men snarere et sted fyldt med rigdom og væld.

Begge skal så at sige drikke fra den samme kilde for at parforholdet kan blive ideelt.

At kærligheden gives indefra, er for mig en livslang lektion og bestræbelse. Og det gir virkelig også et andet perspektiv på tilværelsen, at det der for øjet tilsyneladende er givet udefra, faktisk er givet fra den i dig og mig som er den eneste sande giver og den del har uendelig kapacitet til at give og give og give.

Jeg oplever at lykken er mulig når jeg tør give mig selv fuldt ud til idéen om at alt hvad jeg har brug for bor i mig, som en iboende Kraft og Kilde.